§1
ICC DANMARK er et fællesorgan for danske organisation er, firmaer og enkeltpersoner, der er tilsluttet Det Internationale Handelskammer. ICC DANMARK's formål er at opretholde stadig forbindelse med Det Internationale Handelskammer i Paris, at samarbejde med dette og i det hele at varetage de danske interesser inden for handelskammeret, alt i overensstemmelse med det i Det Internationale Handelskammers vedtægter anførte.
§2
ICC DANMARK's bestyrelse består af en formand og indtil 12 repræsentanter valgt af Danmarks Rederiforening, Dansk Erhverv, DI samt Landbrug & Fødevarer, hver med indtil 2, blandt medlemmer eller ledere inden for organisationer, indehavere eller ledere af firmaer eller blandt enkeltpersoner, der er tilknyttet handelskammeret, jfr. § 1. På hvert års første møde, der skal afholdes inden den 1. april, og som tillige fungerer som ICC Danmarks generalforsamling, afgår i henhold til en ved lodtrækning fastsat rækkefølge 6 af bestyrelsens medlemmer, nemlig 1 inden for hver af de 6 fornævnte kategorier af repræsentanter valgt af hovedorganisationerne. Genvalg kan finde sted.
§3
ICC DANMARK vælger selv sin formand blandt bestyrelsens medlemmer, idet den hovedorganisation, der har indvalgt det bestyrelsesmedlem, der besætter formandsposten, udpeger en ny repræsentant til bestyrelsen i formandens sted. Formanden vælges for 4 år. Genvalg kan finde sted. Bestyrelsen i ICC DANMARK, der holder møde så ofte, som foreliggende sager dertil måtte give anledning, jfr. § 2, indkaldes af formanden enten på dennes eget initiativ eller efter opfordring af 2 af de øvrige medlemmer af bestyrelsen. Indkaldelse af samtlige danske medlemmer af Det Internationale Handelskammer (Organizations og Associate Members) foretages efter formandens bestemmelse og i hvert fald en gang årligt.
Bestyrelsen bestemmer selv sin forretningsorden.
§4
Medlemmerne hæfter ikke for ICC DANMARK's forpligtelser. Ved aftaler indgået af ICC DANMARK forpligtes og berettiges alene bestyrelsen.
§5
Dansk Erhverv’s sekretariat fungerer tillige som sekretariat for ICC DANMARK.
§6
De løbende forretninger varetages af formanden i forbindelse med sekretariatet.
§7
Kontingentet fastsættes på det årlige bestyrelsesmøde.
ICC DANMARK indbetaler det bidrag, der fra dansk side skal betales til Det Internationale Handelskammer. Rejseomkostninger i ind- og udland for hovedorganisationernes delegerede bæres ikke af ICC DANMARK.
§8
På hvert års første møde (jfr. § 2) forelægges regnskabet for det foregående kalenderår til godkendelse.
§9
Optagelse af et nyt medlem som tilsluttet Det Internationale Handelskammer sker gennem ICC DANMARK. Udmeldelse kan kun ske skriftligt med 6 måneders varsel til en 1. januar.
§10
Forandring af disse vedtægter kan kun ske, når forslag herom vedtages af 6 af bestyrelsens medlemmer.